Skole i fængslet
 

Har du bøvl med at læse, stave, skrive eller at regne, så er FVU noget for dig.
På FVU-læsning lærer du at stave, læse og forstå tekster, samt at skrive og bruge tekster på dansk. Uanset trin kommer du til at arbejde med dansk i hverdagen. Teksterne kan f.eks. være instruktioner og beskeder, eller det kan være breve, e-mails, blade og aviser. Undervisningen henvender sig til voksne, som ønsker at blive bedre til at stave og læse.
FV = Forberedende Voksenundervisning som består af;

FVU læsning trin 1-2-3-4
FVU matematik trin 1-2

Hjælper dig til at få mere ud af dagligdagen

  • Du klarer dig bedre på jobbet 
  • Du bliver bedre rustet til uddannelse/kurser

FVU matematik kaldes også for hverdagsmatematik og eksempelvis med følgende spørgsmål:

  •  Fik jeg rigtigt tilbage?
  •  Hvor meget maling skal jeg bruge?
  •  Hvor langt er der fra Jerup til Horsens?
  •  Hvordan læser jeg en køreplan?
  •  Hvad koster min billet?
  •  Hvordan laver jeg en opskrift til 4 personer om til en opskrift til 10 personer?

Der er tale om deltidsundervisning 2-3 timer om ugen pr. fag. Du kan tilmelde dig et af fagene eller begge fag. Send en anmodningsseddel til skolen, hvis du er interesseret, så kontakter vi dig.

AVU
Almen voksenuddannelse (AVU) er undervisning for voksne i almene fag på et grundlæggende niveau. Fagene kan afsluttes med prøver. Prøverne har samme værdi som folkeskolens afgangsprøver og giver adgang til de samme uddannelser. Vi tilbyder fagene; Dansk, Engelsk, Matematik, Naturvidenskab og Samfundsfag. Du behøver ikke, at have særlige forudsætninger for at deltage. Uddannelsen henvender sig til alle over 18 år, der har behov for at opfriske enkelte fag på grundskoleniveau. Almen voksenuddannelse skal styrke faglig indsigt, viden, kompetencer og kritisk sans og derved forbedre voksnes muligheder for videre uddannelse.
Uddannelsen består af en række enkeltfag på forskellige niveauer. Niveauerne omfatter G, F, E og D, hvor D er det højeste.

  • Dansk på basisniveau og på niveauerne G til D
  • Engelsk på basisniveau og på niveauerne G til D
  • Matematik på basisniveau og på niveauerne G til D
  • Naturvidenskab på niveau G
  • Samfundsfag på niveauerne G og D

Fjernstudie/Selvstudie
I særlige tilfælde kan der ansøges om fjernstudie/selvstudie. Der skal være tilknytning til en uddannelsesinstitution, du skal være aktiv studerende og studiet skal give mening i forhold til din afsoningsplan. Tilmelding kræver tilladelse. Du skal aflevere en anmodningsseddel til skolen, hvis du er interesseret, så kontakter vi dig.